Køkkenhaven

En komplet oversigt over hvad der sker i køkkenhaven i løbet af hele året og en oversigt over forskellige krydderurter. Har du snegle som du gerne vil begrænse lidt eller har du brug for beskræring af frugttræer eller vinstokke, så kan du læse videre her. 

Hvor og hvordan anlægges en køkkenhave?

Alle mennesker kan have en køkkenhave af en slags, om det så kun er nogle urtepotter i vindueskarmen eller altankassen, hvor der altid er plads til et lille udvalg af krydderurter og måske et par dværgtomatplanter. Og hvis man har et køkken, med godt med lys, kan man der dyrke purløg, karse og persille.

Den lukkede gård og altanen

Det er faktisk overraskende mange grønsager, frugttræer og krydderurter, der kan gro og trives i kasser eller store urtepotter i en lukket gård, eller på en altan. Blandt dem kan næves, salat, små løg, tomater og agurker. Stangbønner og græskar kan sås i runde baljer, hvorfra planterne ledes op ad for eksempel bambusstokke, der er bundet sammen øverst. Man kan dyrke bønner og courgetter i plantekummer, man kan sætte et laurbærtræ i en trækasse og så forskellige krydderurter i urtepotter. Jordbær kan vokse i store urtepotter, og stammede stikkelsbær, ribs og vin trives også godt op ad en solbeskinnet mur.

Der bliver lidt færre planter at vælge imellem, når det gælder altanen. En altan er ofte udsat for vind og kan blive bagende varm i sommersolen, og man må for det meste nøjes med en begrænset mængde jord.

Der findes mange forskellige beholdere/potter at vælge imellem. Lad os kigge på et par af de mest almindelige. Plasticpotter er de letteste, og ligger også på et fornuftigt prisleje. Trækasser er kønne, men lidt mere bekostelige. Cementkummer, både runde og firkantede, er også velegnede, men de er tungere at håndtere. Uanset type og udformning, skal beholderen altid fyldes med god kompostmuld.

Husk!!!!! Alle planter, der vokser under disse betingelser, er helt afhængige af vanding og gødningstilskud.

I blomsterhaven

Især krydderurter går godt sammen med stauder

Mange grønsager er smukke og ganske dekorative og behøver slet ikke at blive placeret i en køkkenhaven. De kan levere et friskt pust og en praktisk anvendelse til prydhaven. De første pralbønner, asparges, ærter og tomater blev udelukkende dyrket på grund af deres skønhed og var ikke tiltænkt til spise. Aspargesgrene, artiskok og fennikel er velegnede mellem højere prydplanter, og bladbede, gulerod og dværgsalat danner et afvekslende og frodigt bunddække. Purløg, persille, timi-an og aspargesært er også fortræffelige som kantplanter.

I Køkkenhaven

En køkkenhave er naturligvis det ideelle sted til dyrkning af grønsager af god kvalitet. Som grundregel er et areal på 100 m2 tilstrækkeligt til en familie på 4. Her kan dyrkes tilstrækkeligt salat, stangbønne, ært og gulerod om sommeren og senere hen til vinterbrug, porre, kål og rosenkål. For at man kan blive helt selvforsynende kræves 4 gange så stort et areal (400 m2) til en normal familie med en god appetit. Hvis man ønsker at dyrke kartofler i haven må man regne med, at en ca. 3 meter række giver en høst på ca. 6 kg kartofler.

Anlægning af køkkenhaven

Køkkenhave klargjort til forårets opgave

Der er ikke noget, der hedder den perfekte køkkenhave. Man må affinde sig med de muligheder der er. Men selve anlægningen af en køkkenhave er forholdsvis let.

Til de fleste huse hører der en rektangulær have. Det er en fin form for en køkkenhave, når man gerne vil dyrke grønsager på en effektiv måde. Regelmæssige bede med rækker af planter er lettere at grave og holde rene, passe, og høste fra.

En have, der er anlagt som et stort rektangel, kan gøres meget mere spændende ved blot at opdele den i flere kvadrater og rektangler. Herved skabes et mønster, der giver karakter og et vist særpræg, og så brydes de lange lige linier.

Mure, gærder og hegn spiller en stor rolle for haven og skal anlægges med omtanke. En hæk, der tager af for vinden, så der ikke opstår træk, er ideel til en køkkenhave. I sydskellet vil et åbent hegn være velegnet. Det giver ikke for megen skygge, og det tager af for vinden. En have, der er omgivet af en tæt mur, er tilbøjelig til at indkapsle og holde på frosten om vinteren, men placerer man derimod en forholdsvis åben hæk i havens lavest liggende del, kan den kolde luft slippe ud igen. Har man en mur eller et stakit, kan man også altid få megen glæde af at plante æble-, pære- og ferskentræer her som espalier. Brombær trives også udmærket op ad en mur, men pas på de ikke spreder sig for meget. Solrige sydvendte mure giver større og mere velsmagende frugter. Ved en nordvendt mur kan man plante bærbuske, hvorved høstsæsonen strækkes ud.

Havegangene skal være tilstrækkeligt brede, det vil sige ca. 70-100 cm, så man kan komme frem med en trillebør. Da de skal stå for en hård belastning, bør de have et hårdt underlag.

Dyrkning og udnyttelse

For at få optimal udnyttelse af køkkenhaven deler man den for det meste i tre dele, hvor hver del er beregnet til et års dykning af en af de følgende tre grønsagsgrupper: Ærter/bønner, kål og rodfrugter, som så dyrkes skiftevis efter hinanden. Efter et års forløb flyttes kålen til det bed, hvor der sidst voksede ærter og bønner, mens ærter og bønner flyttes til rodfrugternes bed og rodfrugterne til det tidligere kålbed. Samtidig bliver hver af havens tre dele gødet, efter hvad de forskellige grønsager kræver. Denne proces, kaldes sædskifte, og den gentages år efter år.

Der er to hovedårsager til, at man ikke dyrker de samme grønsager samme sted flere år i træk. For det første udnytter man jordens frugtbarhed bedre ved at rykke rundt på bedene, for det andet mindskes risikoen for angreb af sygdomme og skadedyr.

Grønsager som ærter, bønner, løg, porrer, selleri, spinat og tomater kræver næringsrig jord som kompost eller staldgødning. Ærter og bønner lever sammen med bakterier, der binder og udnytter luftens kvælstof. Bakterierne findes hovedsageligt i knolde på planternes rødder. En del af kvælstofindholdet frigøres det følgende år og kommer så den næste afgrøde til gode. Til kålen, der følger efter ærterne og bønnerne, gives en standardgødning (kvælstof, fosfor og kalium). Det er godt at kalke en tredjedel af havens jord hvert år, hvis jordanalysen viser, at kalk er tiltrængt. Mangler der kalk, tilsættes den i den del af haven, der er forbeholdt kålen. I tilfælde af kalkmangel angribes kålplanterne meget lettere af kålbrok. Rodfrugter klarer sig ikke godt, hvis jorden er gødet med staldgødning eller kompost. Derfor gødes jorden der kun med en standardgødning, og ingen kalk. Kartofler, der vokser side om side med rodfrugter, må gerne tilføres kompost eller staldgødning, men ikke kalk, da den så kan blive angrebet af skurv. Vil man dyrke mange kartofler, kan køkkenhaven deles i fire dele. Så skifter man mellem fire perioder i stedet for tre, og bønner og ærter følger efter kartoflerne.

Der er intet så skønt som at plukke sine egne jordbær

En opdeling i perioder er mest effektiv og mere økonomisk, og vil bidrage til at holde planterne sunde, da de forskellige arter ikke angribes af de samme sygdomme og skadedyr. Kål kan f.eks. komme ud for et kraftigt angreb af kålfluer det ene år, mens de rodfrugter, der følger efter det næste år, ikke bliver angrebet. Til gengæld angribes kålen ikke af ærteviklerens larver. Vekseldrift er derfor en stor hjælp mod disse angreb, selvom den naturligvis ikke garantere en sygdomsfri have.

Ikke alle grønsager er medregnet i den tre -eller fireårige vekseldrift. Der må anlægges mere bestandige bede til de flerårige grønsager som f.eks. asparges og til bærfrugterne. Men også for deres vedkommende er det en god praksis at flytte rundt, når planternes bedste tid er forbi, og de trænger til omplantning. Afgrødernes vekseldrift bør tilpasses hver enkelt have.

Hvad man dyrker i en have afhænger først og fremmest af ejerens personlige smag og dernæst af vejret og den forhåndenværende plads. Der findes et utal af forskellige grønsager, og der er næppe nogen der har lyst til at dyrke dem alle. Det gælder om at finde ud af de grøntsager som man bedst kan lide. Det samme gælder det eventuelle overskud, som man ikke på forhånd havde regnet med. Hvis man står med en langs større høst, end man kan spise på stedet, nedfryse, henkoge, eller forære væk, så er det fordi man har planlagt sin køkkenhave forkert. Husk også, at der er formålsløst at så og plante, hvis man på forhånd ved, at det hele vil gå til, fordi man er bortrejst på det tidspunkt, da der skal høstes. Alt dette må tages i betragtning, når man lægger programmet for sædskiftet. Jo mindre haven er, jo vanskeligere er det at følge et fast sædskifteprogram.

Man bør altid holde sig til den grundregel, at hver enkelt grønsags gødningsbehov skal tilfredsstilles, og man bør gøre så meget som muligt for at forebygge sygdomme og skadedyrsangreb.

Arealudnyttelse

Et mindre stykke jord kan udnyttes på adskillige måder. F. eks. kan grønsagerne sås eller plantes med en mindre rækkeafstand end normalt. Resultatet bliver dog aldrig optimalt, da planterne i en vel gødet have bør have den plads, der kræves, for at kunne udvikle sig efter hensigten. Risikoen for sygdomsangreb bliver også tilsvarende større, når planterne står tættere sammen.

I stedet for at mindske rækkeafstanden kan man blande rækkerne. Det skal i så fald være arter, der modner før, og høsten skal være afsluttet, inden hovedafgrøden dækker hele overfladen. Når man vil dyrke mellemkulturer, er det yderst vigtigt at kende udviklingstiden for hver enkelt grønsag. Som mellemkultur kan f. eks. vælges:

  • Radiser: udvokset på ca. 6 uger
  • Kålrabi og rødbeder: ca. 8 uger
  • Salat og kinesisk kål: 9 uger
  • Gulerod: 10 uger
  • Spinat: 11 uger
  • Julesalat og aspargesært: 12 uger.

Højbedet

Højbedet berømmes af mange, men især John Seymour beskriver metoden med begejstring, i sin bog "Den selvforsynende have" (Gyldendals forlag).

Metoden går ud på at man dybdegraver et stykke jord med efter at have lagt et lag kompost ud. Helst i 2 spadestiks dybde. Bedet man laver må ikke være mere end 150 cm. bredt, da man gerne skulle kunne nå ind til planterne fra siden, uden at gå eller træde på jorden.

Den løse jord giver optimale forhold for planter og regnorme. Derved sikres man et stort udbytte (ifølge John Seymour, op til 4 gange et normalt udbytte).

Man kan lave sider om højbedet af brædder eller sten, men man kan også blot lade jorden skråne. Det siger sig selv at det er lettere at holde styr på bedet, hvis man har sider om. Har man mulighed for at bruge sider af hårdttræ, er det den bedste løsning da træet kan holde i mange år. Trykimprægneret træ er også en mulighed, men så må man lægge en barriere af f.eks. gummidug eller andet, mellem højbedet og træet, da det jo indeholder visse giftstoffer for at kunne holde.

Jordbunden

Jordens allerøverste lag kaldes for madjorden og består af en løs, porøs masse, der i løbet af mange år er dannet ved nedbrydning af jordskorpens klipper. Jordbundens struktur afhænger af partiklernes størrelse og varierer fra sten og grus til sand og fint ler. Foruden mineralpartiklerne, der er opstået ved vejrsmuldring og kemisk sønderdeling, findes der også luft, vand og organisk stof, kaldet humus. Det øverste lag kaldes overgrunden, mens det underliggende lag, der er humusfrit, kaldes for undergrunden.

Sandjord

I sandmuldet jord består mere end 75-80% af jorden af sandpartikler, der forekommer i størrelse fra 2,0 til 0,02 mm. Hvert enkelt sandskorn består i reglen kun af et enkelt mineral, der f. eks kan være kvarts, feldspat, glimmer, kalkspat mm. De store partikler fastholder mindst vand, og tørrer let ud. Selvom sandjord er nem at arbejde med og hurtigere varmes op om foråret, kan afgrøderne have svært ved at modstå sommertørken, og de bør vandes rigeligt. Den rigelige vanding bevirker, at de letopløselige gødningsstoffer udvaskes. Da jorden kun indeholder lidt "rigtig" plantenæring, skal der tilføres gødning, helst i organisk form. Da organiske stoffer nedbrydes hurtigt på sandjord, har planterne bedst af små, men hyppige mængder gødning. Kompost, champignonmuld og tørvestrøelse er velegnet til at danne et frugtbart muldlag. Grøngødning f. eks. Gule lupiner , der graves ned før blomstringen, er også meget velegnet. Asparges, gulerødder og tidlige kartofler er velegnede afgrøder på denne jordtype.

Lerjord

God lerjord har en god vandholdende evne og opvarmes langsomt om foråret

Lerpartikler er ganske små, det vil sige mindre end 0,02 mm. Ler er plastisk og formbart i fugtig tilstand, men det slå revner og skrumper ind ved udtørring. God lerjord har en god vandholdende evne og opvarmes langsomt om foråret. Dræning er næsten altid en nødvendighed. Næringsindholdet er ofte stort, og udvaskning af gødningsstoffer er mindre end ved lettere jord. En god lerjord er velegnet til dyrkning af porrer, hvidkål, selleri, grønkål og rosenkål.

Lerblandet sandjord

Lerblandet sandjord i god gødningskraft er velegnet til dyrkning af alle slags grøntsager

Lerblandet sandjord består af flere sand- end lerpartikler, og har et relativt højt humusindhold. Den holder godt på vandet, udvaskningen er ikke stor, men der må ofte drænes. En lerblandet sandjord i god gødningskraft er velegnet til dyrkning af alle slags grønsager.

Muldjord

En god muldjord indeholder bestandele fra de andre jordtyper, d.v.s. ler, sand og humus. Denne blanding giver de bedste betingelser for mange af køkkenhavens planter. Man kan selv forbedre sin jord ved at tilføre det den mangler. En lerjord har gavn af at få tilført Sand og Humus. Humus er næsten helt omdannede planterester. Den er mørkebrun eller sort. En sandjord har gavn af at få tilført især humus, men også lerjord blandet i har en gavnlig virkning, især fordi ler holder godt på fugtigheden.

Muldjord indeholder ler, sand og humus hvilket giver de bedste betingelser for mange af køkkenhavens planter
Majs foretrækker veldrænet, dybtbehandlet, humusrig jord

Kalkholdig jord

Kalkholdig jord indeholder mere end 10% kulsur kalk. Her i landet er det kun få steder, at jorden er så kalkrig, men det forekommer f. eks. ved Aalborg, på Møn og Stevns. Det højre reaktionstal (ph) bevirker, at omsætningen af humusstof er højt, og jorden er derfor fattig på muld. Ved rigelig tilførsel af staldgødning, kompost og tørvestrøelse vil dyrkning af frugt, kål, bønner og ærter blive vellykket, men kartofler bør ikke dyrkes her.

Mosejord

Mosejord indeholder fra 15 til 30% humus.

Den er stærkt vandholdende, er let og porøs, og indholdet af kvælstof er højt, mens fosforsyre- og kaliindholdet er lavt. Ved dræning og kalkning samt gødskning er det en velegnet jord til dyrkning af kartofler, peberrod, porrer, rabarber, rødbeder, selleri og spinat. Da sen nattefrost om foråret tit forekommer på de ofte lavtliggende mosearealer, bør man ikke dyrke ømtålelige grønsager. Jordbunden er ikke velegnet til frugt.

Grundstofferne i jorden

De grundstoffer, der får planterne til at vokse og udvikles, skal være i jorden i tilstrækkelige mængder og let tilgængelige, så planterne kan optage dem. De tre vigtigste er kvælstof (N), fosfor (P) og kalium (K).

Kvælstof optages fra jordbunden i uorganisk form som ammonium eller nitrat, der ikke findes i de almindelige jordmineraler, men som dannes ved omsætningen af humus, staldgødning og planterester, der nedbrydes af mikroorganismer. Kvælstof er meget vigtigt for blad- og stængelvækst. Mangelsymptomer viser sig ved gullige blade og dårlig vækst. For meget tilgængeligt kvælstof giver mange og for mørkegrønne blade, men færre frugter og frø.

Fosfor findes både i organiske og uorganiske forbindelser i jorden, men kun lidt af det er tilgængeligt for planterne. Fosfor er meget vigtigt for udviklingen af et godt rodsystem og for frøproduktion.

Kalium forøger kvalitet og velsmag hos frugt og modvirker manglerne, som forårsages af for meget kvælstof, og gør planterne mere modstandskraftige over for diverse plantesygdomme. Kalimangel ses mest på sandjord, men anvendelse af kaligødninger er også tiltrængt andre steder.

Mange andre grundstoffer er vigtige for planternes vækst, selvom de tre førstnævnte er de vigtigste. Nogle kræves kun i små mængder f.eks. jern, bor, kobber, mangan, molybdæn og zink. Svovl og kalcium findes i jordbunden, men tilføres for det meste også med gødninger. Luft og vand i jorden er også uundværlige faktorer for planternes trivsel. Luften skal findes i tilstrækkelig mængde i jordens porer og skal til stadighed kunne fornys, så der aldrig mangler ilt ved rodeåndingen. Iltmangel forekommer navnlig på stærkt sammentrykket, ikke drænet jord.