AFSNIT 4
(5) Granit
|
Sten eller granit er et vidt begreb. I Danmark er det i daglig tale de sten og blokke, man finder på mark og strand. Disse sten består i overvejende grad af bjergarter, som istidens gletsjere bragte med hertil fra Norge og Sverige. Men der findes også sten, der naturligt stammer fra den danske undergrund f.eks. flint og kalk.
Sten er et mineral. Mineral kaldes ethvert grundstof og kemisk forbindelse, der er opstået i naturen, som et selvstændigt stof, uden menneskers medvirken. Dyr og planters bestanddele regnes ikke til mineraler.(organisk materiale).
Man kender ca. 2000 mineraler. Langt de fleste mineraler er dog ret sjældne, kvarts, feldspat og kalkspat er de mest almindelige.
Mineraler dannes på forskellig måde, oftest ved udskillelse af opløsninger i vand, eller ved størkning af smeltede stenmasser. Sjældnere afsættes visse mineraler direkte af vulkanske luftarter, såsom svovl og salmiak på lava. Endelig kan nye mineraler opstå i faste bjergarter under højt tryk og høje temperaturer, hvorved mineralerne omkrystalliseres.
Kun sjældent består en bjergart af kun èt mineral, oftest er det blandinger af flere, men eksempelvis det danske skrivekridt, består af 96% rent kalkspat.
De er de mest anvendte indenfor vores arbejde, og består af en blanding af feldspat, kvarts og glimmer.
Sand er egentlig en bjergart i løs lejring, bestående af usammenhængende korn af kvarts og andre mineraler.
Man taler om flere grupper af bjergarter, grupperne opdeles efter, hvordan de er opstået. F.eks. de "sedimentære" bjergarter, som er opstået ved aflejringer (bundfældning). Dette vil for det meste være kemisk materiale, altså aflejring af mineraler. Dette kan dog indeholde rester af organisk materiale, der er aflejret. Dette kender vi som fossiler.
Endvidere er der "mekanisk sediment", som er aflejringer af stenmasser, der er opløst eller knust (eroderede), for så derefter at være bundfældet. Gældende for disse bjergarter er at alle er lagdelte. Vi kender nok især sandsten og kalksten.(Neksø-og Ølandsten) og skiffersten.
Derudover har vi "eruptiv"- bjergarter, som er opstået ved smeltende massers størkning (lava). Endelig har vi en bjergart som kaldes "metamorfe"- bjergarter. De er dannet ved at ældre sten er blevet omkrystalliseret. F.eks. ved varmepåvirkning.
Alle sten er ikke lige hårde. På en ti-tals skala opgiver man diamant til at være 10, kvarts 7, og feldspat 6. En almindelig kniv har, på denne skala, hårdhed ca. 6,75, en fingernegl har hårdhed 2. Man kan så finde ud af noget om stenens hårdhed, ved at forsøge at ridse i den med enten kniv eller negl.
Langt de fleste nye brosten der anvendes, kommer fra Portugal eller Polen, de har en god kvalitet, og prisen er rimelig. Farven på disse sten er lysegrå til blålig.
En mindre del af de nye sten der anvendes kommer fra Sverige eller Bornholm. Disse sten er af meget høj kvalitet, desværre også en del dyrere, så de anvendes kun i specielle tilfælde.
Farven på de svenske og bornholmske sten variere fra rødbrune til sortblå afhængig af, hvor de brydes. Fremstilling af nye brosten foregår i stenbruddet. I nogle stenbrud foregår forarbejdningen med håndmejsel endnu, men efterhånden går man over til at klippe med store hydrauliske klippere.
De fleste brugte sten der anvendes i Danmark, importeres fra Tyskland og Sverige, der optages dog også en del sten i Danmark. Der findes en del brugte sten på markedet, men kvaliteten er ikke så god som for nye sten, dog foretrækkes ofte de brugte sten. Brosten købes pr. ton, der er ca. 2,5 m2 belægning pr. ton, og der går ca. 35 sten til én m2 belægning.
Brosten opdeles i 3 typer A,B og C1 alt efter, hvor jævne og regulære de er på overfladen og siderne. Til hver type angives mål for, hvor bred den største synlige fuge bliver. Hver af brostenstyperne A og B underdeles i tre størrelser.
Standarden omhandler ikke brugte brosten.
Hovedet skal være plant og rektangulært med skarpe hjørner og lige kanter . På hovedet må der ikke være større ujævnheder end 0,7 mm. Siderne skal være jævne og uden pukler. Således at stenene kan sættes så tæt sammen, at den største synlig fuge bliver 1 cm. Rodfladen skal være parallel med hovedets flade. Rodfladens mål må højst være 2 cm. mindre end hovedfladens. Dog for sten over 20 cm. 3 cm. kortere end hovedet.
Hovedet skal være plant og rektangulært, med skarpe hjørner og lige kanter. På hovedet må der ikke være større ujævnheder end 1,0 cm. Stenene skal kunne sættes så tæt sammen, at den største synlige fuge bliver 1,5 cm. Rodfladen skal være nogenlunde parallel med hovedet. Rodfladens mål, må for type B1 og B2 højst være 3 cm., og for B3 2 cm. mindre end hovedet. Rodfladens længde må højst være 3 cm. kortere end hovedet, dog for sten over 20 cm., 4 cm. kortere end hovedet.
Hovedet skal være nogenlunde plant og rektangulært, med nogenlunde skarpe hjørner og kanter. På hovedet må der ikke være større ujævnheder end 1,5 cm. Stenene skal kunne sættes så tæt, at den største synlige fuge bliver 2 cm. Rodfladens længde-og breddemål må højst være 4 cm. mindre end hovedet, dog for sten over 20 cm., 5 cm. korter end hovedet.
For chaussésten gælder det, som med brosten, at de fleste nye sten kommer fra Portugal eller Polen. Stenene fra disse lande fremstilles for det meste med hammer og mejsel, derfor er de meget ensartede og af god kvalitet. Farven er normalt grå med et blåligt skær.
Der fremstilles også en del nye sten i Sverige. Svenske stens kvalitet er meget høj, farven er rødbrun eller lysegrå, men da prisen på nye svenske sten er høj, bruges de kun sjældent herhjemme.. Derudover fremstilles der i Sverige chaussésten af hvidt marmor og sort granit. De bruges mest til markeringer, og til at lave mønstre i belægninger med.
På Bornholm fremstilles der også nye chaussésten . Farven på dem er enten blå eller rødbrun. Da de bornholmske sten fremstilles maskinelt, er de ikke så ensartede.
Brugte sten optages der en stor del af i Danmark på gamle haveanlæg o. lign. Derudover importeres der mange brugte sten fra Tyskland og Sverige. Efterhånden kommer der også en del brugte sten fra Polen og andre østlande. Kvaliteten er sædvanligvis bedst i svenske sten.
Chaussésten forhandles pr. ton. Der er ca. 5-5,5 m2 belægning pr. ton, og der går ca. 80-85 sten pr. m2.
Standarden for chaussésten opdeler chaussésten i tre størrelser. For hver størrelse er angivet en toleranceafvigelse på 2 cm. Hoved-og rodflade defineres. Standarden omhandler ikke den synlige fuge mellem stenene. Der skal tages stilling til størrelse, f.eks. 8-10 cm.
Mosaiksten bruges mest som tilpasninger i forbindelse med andre belægningssten, omkring brønde o.lign.
Stenene kan også bruges med dekorativ virkning i mindre anlæg. F.eks. sat i mønstre som chaussésten. Mosaiksten fremstilles af granit og marmor i længder og bredder på 3 til 6 cm., og 5 til 9 cm. Der findes ingen standard for mosaiksten
Derudover findes der en speciel mosaiksten, som brydes af bjergarten basalt. Disse brydes i Portugal, og tilhugges i størrelserne 4-7 cm., med tykkelse i samme mål. Stenene har en meget glat overflade, der giver mulighed for en meget jævn belægning, som er nem at renholde.
Basalt-mosaikstenene får i hvide og sorte, og kan anvendes med stor dekorativ virkning, både indendørs og udendørs.
Borduresten kan variere meget i størrelse, men de fleste nye sten ligger i størrelser omkring 30-35 cm. i bredden, 15-20 cm. i højden, og i længder der svinger mellem 50 cm. til 200 cm. Borduresten har en fin tilhugget overflade. De bruges mest til trappetrin, og til at skabe mere plane arealer i chaussé-og brostensbelægninger, f.eks. rækker med afstand, passende til kørestole og barnevogne. Stenene kan på bestilling, fremskaffes fra Portugal og Sverige. Farven er enten rødlig eller gråblå. Brugte sten kan i begrænset omfang fremskaffes. De er næsten alle af svensk eller bornholmsk oprindelse, og kan variere meget i alle mål.
Udover de i afsnittet nævnte tilhuggede natursten, bruger anlægsgartnere en del uforarbejdede natursten.
Anvendes i anlægsgartneriet, mest til opsætning af mure, og kantsætning af forskellig art. Enkelte steder bruges der også kampsten til trædeflader i anden belægning, f.eks. i pikstensbelægning. Stenene er af dansk oprindelse, og findes på marker og i grusgrave. Stenene skal være af granit eller anden god bjergart. Størrelsen 30-50 cm.
Disse er afrundede og håndsorterede mark-, sø-eller grusgravssten af granit eller anden lige så vejrfast bjergart. Størrelsen varierer fra 6 til 8 cm. op til 12-14 cm. Stenene bruges til belægning og tilpasninger, og er en af de ældste former for brolægning, vi kender.
Disse findes mange steder i Europa, og har længe været anvendt til husbyggeri og anlæg i haver og parker. De kalksten vi bedst kender, er Ølandssten, som brydes i åbne brud på øen Øland i Sverige. Stenene fås normalt ubearbejdede på paller med 9-12 m2 på hver.
De kan også fås høvlede, hvor de værste ujævnheder er fjernede. Endelig fås de polerede og skåret i rektangulære fliser først og fremmest til indendørs brug.
Anlægsgartneren bruger kalksten mest som brudstensbelægning, men i enkelte tilfælde også til opsætning af mure.
Findes som kalkstenen mange steder i Europa., men dem vi kender og bruger, er hovedsagelig Nexøsten, som brydes i åbne brud på Bornholm. Anvendelse og brug er som kalksten.
Disse er ikke så meget brugt i anlægsgartneriet herhjemme, men i vore nabolande, specielt Norge, er de meget brugt som belægningsmateriale. De skiffersten der er bedst kendte, brydes i Norge og hedder Otta -og Altaskiffer. Farverne på disse er fra sortgrå til rustrøde. Tykkelsen for Altaskiffer til belægning bør være fra 1,5- 3 cm., og for Ottaskiffer lidt tykkere, da de er lidt mere porøse fra 2,5-4 cm. Skifferstenene er lette at tildanne med det specielle skifferjern, som kan "skære" skifferen præcis der, hvor man ønsker.
Skiffer er et spændende alternativ til andre brudfliser specielt p.g.a , at de kan tilpasses med betydeligt mindre spild end andre mere velkendte brudfliser.
Næste punkt er: (6) Træ
