Haven, Februar 1996

Japansk inspireret haveanlæg på ca. 600m², tegnet og anlagt af H. C. Skovgaard. Haven er anlagt i 1989 i Virum, og inspireret af den japanske Damhave.

I "Haven" Februar 1996 blev haven omtalt i en artikel.

Vi har citeret teksten, som er skrevet af Maj Scharff og lagt vore egne billeder ind.

En perle i Brede

Af Maj Scharff

 

Dansk rækkehus i Brede.

Hvordan får man et dansk rækkehus bygget sammen med haven, som den japanske tradition foreskriver, og hvordan får man en smal rækkehushave lukket af for omverdenen uden at genere naboerne? Vist kan det lade sig gøre.

En japansk have er et lukket og fredfyldt sted uden forstyrrelser fra omverdenen. Huset er en vigtig del af haven, så at sige bygget ind i den, ofte synligt.

Privat have i Brede. Sø med Koi (karper). Misaki stenlygte i forgrunden

Det kan umiddelbart synes vanskeligt at opnå begge dele i en rækkehushave, for den er som regel ret lille og smal og uden store træer for ikke at genere naboerne.

Men her i Brede var det så heldigt, at det dels var en hjørnegrund, dels var der allerede store træer i haven, da man besluttede sig for at anlægge en japansk inspireret have.

Men hvordan får man indpasset et pæredansk rækkehus som et selvfølgeligt og nødvendigt element i en japansk have?

Igen var man heldig, for det lille rækkehus var enkelt med et stort gennemgående vinduesparti i stueetagen. Her var ikke brug for forandringer.

Men cykelskuret blev ændret. Det fik et mere japansk udtryk ved at ændre væggene og give det et lille tag med en hældning, der svarer til halvtaget over terrassen ved huset. Og lågen ind til haven blev japansk med gittervindue af bambus og raffineret håndtag.

Haven er planlagt, anlagt og vedligeholdt med stor omhu og præcision.

Haven

Der er to terrasser i haven begge af træ: En ud for huset og en ud for cykelskuret. Dette er udnyttet i indret-ningen, så der ud for hver terrasse er et smukt udsyn - begge steder som tableau, hvor lys og skygge leger med grønne farver og former.

Ud for terrassen ved cykelskuret blev der gravet en stor dam.

Bæk med trædesten, i forgrunden er tilplantet så man har følelsen af at bækken kommer fra et højere terræn.

Det udspringer på toppen af bakken, skjult i beplantningen. Lige ud for terrassen risler det i et lille vandfald ned over nogle smukke sten, fortsætter ind under en kæmpestor trædesten, og bugter sig videre i en næsten skjult rende i græsset hen til dammen.

Fra terrassen ved cykelskuret fører en række temmelig store trædesten - elegant forsænket i en blød grøft - hen over græsset og ud på en lille stenbanke i søen, hvor der står en japansk lygte.

Planterne

Beplantningen i haven er forholdsvis enkel og karakteriseret ved den gentagne brug af de samme planter. En stor del af planterne fra før omlægningen er udnyttet. Ud over de store træer står den træagtige kirsebærkornel stadig bagest i haven , og både duftsnebolle og forsythia blev bevaret og fremtræder nu som halvhøje, klippede formationer.

Et skævt fyrretræ kom under kærlig behandling, blev klippet tilbage og formet og understøttet, så det i dag ser malerisk og meget gammelt ud.

ORIBE stenlygte i bed af Diamantazalier.

Den eksisterende beplantning blev suppleret med store partier af azalea 'Diamant', der egner sig glimrende til at blive klippet. Disse grønne, flade puder danner hovedbeplantningen på højen ud for huset.

Den lille Spiraea japonica 'Little Princess', indgår i haven. Den er nemlig også god at klippe, og dens grålige løv er en dejlig kontrastfarve til det mere mørkegrønne. Når 'Little Princess' klippes, forsinkes blomstringen.

Pagodebusk, Enkianthus campanulatus, er ligesom den japaske ahorn, Acer palmatum, brugt flere steder. Begge planter er yndefulde og elegante i vækst og får vidunderlige efterårsfarver. Og så bliver de ikke for store. Ved vandfaldet vokser iris og græsser. Men i modsætning til, hvad man ser i danske haver, er der næsten ingen planter ved dammen og vandløbet gennem græsset.

Stenene

I det hele taget er der anvendt mange sten i haven, både som trædesten, i de forskellige belægninger og som fritstående skulpturer.

Klippet Buxbom i bed med piksten og brosten.

Som helhed er haven præget af ro i proportioner og farver og originalitet i detaljerne. Man bliver aldrig træt af at nyde synet og freden, hvad enten man opholder sig på terrasserne eller inde i stuen. Herfra er der gennem det store vindue udsyn over hele den kuperede del af haven: Haven er en vigtig del af husets indre.