Den japanske have

Japansk havekunst

Japansk havekunst er fremmedartet for os vesterlændinge. Mange forestiller sig, at den er utilgængelig på grund af dens kulturelle baggrund. Det er rigtigt, at den japanske havekunst i allerhøjeste grad er et produkt af japansk kultur og tænkemåde. Men enhver der oplever et japansk haveanlæg vil forstå og opfatte skønheden og atmosfæren, fordi udtryksformen virker så selvfølgelig.

Selv om japanske havekunst er bundet af tradition med dybe rødder i den Japanske kultur er den ikke utilgængelig. Man behøver ikke, at være japaner, eller elske japansk kultur på godt og ondt, for at indrette sig en japansk inspireret have. Det er nok bare at være et menneske, for selv om japanerne ser anderledes ud og har en anden kultur så er der stor lighed, mennesker og mennesker imellem.

Gul eller hvid, vi kan glædes over de samme ting, skønheden i naturen, atmosfæren i en smuk have og mange mange andre ting. Selv om vi er vesterlændinge, og har vor egen kultur så skal vi ikke skamme os over at lære af japanerne; de holder sig ikke tilbage, hvis de vil lære af andre. Vi skal ikke lave kopier af deres haver, men lære at anlægge haver, som kan give os den samme æstetiske oplevelse.

At studere japansk havekunst, er en hjælp til at få øjnene op for den skønhed, der er i alle de små ting i naturen. Den japanske have er et produkt af et samarbejde naturen og mennesket imellem. Det japanske tegn for have er "Niwa" og betyder menneskets kunstneriske dygtighed i samarbejde med naturen.

Damhaven

Hovedmotivet er en dam som man kan gå rundt om. Man færdes på stier belagt med fliser, eller bare med grus. Det kan også være, at man må gå på trædesten, som så kan være lagt med større eller mindre afstand, alt efter om der er noget der kræver mere eller mindre opmærksomhed. Måske slår stien et knæk og pludselig er der et smukt syn, et glimt af søen, måske et lille vandfald, eller andet der kan have interesse. Denne teknik kaldes, at skjule og vise. Denne haveform blev især udviklet i Edoperioden (1603-1867), den kan også kaldes promenadehaven.

Det kan også ske at det omliggende landskab drages med ind i haven - skov, bjerge eller, et smukt træ hos naboen, det kaldes lånt landskab, 'Shakkei'.

Damhaven er fuld af islæt fra andre havetyper. Japanerne elsker den for her kan man bedre boltre sig. Der kan godt være både sø, vandløb og motiver fra både Tehaven og Sandhaven. Det er det nok fra denne havetype, vi her i vesten henter mest inspiration. Mange damhaver i Japan er store parklignende anlæg, men fordi der er så mange detaljer er der altid noget, der kan være inspirerende.

Japaneren bruger materialerne meget sofistikeret. Prøv at studere detaljerne, se nøje på billederne af japanske anlæg. Læg mærke til, beplantning, sætning af sten, opbinding af træer, udformning af hegn, pergolaer, detaljerne i byggeri m.m; alt har en særlig karakter. Der er noget spontant ligesom i naturen, men samtidig fornemmes mennesket bag, det er det der gør et anlæg til kunst.

Den der studerer japansk havekultur, må være fordomsfri i sin opfattelse, man må og skal også være kritisk. Japanerne laver også noget, som man ikke behøver at synes om. Men lære af japanerne det kan vi; det er samspillet naturen og mennesket i mellem der gør underværker. 

Japanske haver er usymmetriske i deres opbygning, som naturen er det. Dog kan det symmetriske bruges som kontrast. Et anlæg kan være et produkt af vestlig og japansk inspiration. I en sådan have kan en dam have lige kanter for e.k.s. af brosten. Dam er måske ikke det rigtige ord men måske snarere bassin. En sådan bassinagtig dam kan også være tilsluttet kanaler i samme stil.

Det kan være en stor hjælp til at skabe et anlæg hvis den rigtige japanske måde er gået i blodet. Denne både velordnede og spontane måde at anlægge på kan ubemærket overføres til anlæg som ikke absolut skal kaldes japansk.

En dambred kan også være som dambreder er flest her til lands med kun få sten i kanten, en sådan dam må gerne se stillestående ud. bredderne beplantes for eksempel med Iris Kammpfere eller andre Iris, Typha Latifolia og T. Minima Dunhammer. Der findes mange andre sorter der er velegnet i dammen f.eks åkander i forskellige typer.

Vandløb

Vand der løber giver liv til haven, der sker så mange ting undervejs. Vandløb stort eller lille bugter sig afsted langsomt eller som en hurtig elv ned af fjeldet med små eller store vandfald undervejs. Måske er det bare en rislen mellem bundstenene der beroliger en urolig sjæl. Strømmende vand er noget helt særligt: Her gælder det om at studere den vilde natur inden man anlægger sit vandløb.

Stenene kan sættes så det hele bare ligner ingenting. Der må ikke være for mange, de må ikke være lige store det skal se ud som om vandet havde skyllet dem ud af jorden. En stor sten har stået mere fast end de andre, så mindre sten måske er strandet på den.

Vandløbet har slået et knæk fordi en stor sten står i vejen. Nogle steder deler stenene vandløbet i to. Andre steder har vandet slidt sig ind i bredden fordi der ikke har været andet end grus og ral. Løber bækken gennem skoven kan det være at der sider rødder fra et udgået træ i bredden. Der er mos på eventuelle sten, der gror bregner sammen med Carix Morovi og man kan også bruge vilde græsser og bjørnegræs.

Løber vandet gennem åben land er der måske næsten ingen synlige sten, der kan dog side et par store sten i kanten som måske kun er græs. Ved vandløb bruges planter som hører hjemme her i fugtig jord ikke for høje, hvis høje må det være på udvalgte steder vandløb og planter skal passe sammen.

Naturen er bedst, men vi har lov til at gøre det så godt vi kan. Der findes naturlige søer og vandløb i haver, men der er ikke så mange der er så heldige at være i besindelse af en sådan og hvis der endelig løber en bæk, grøft eller å gennem ens grund må man nok ikke lave alt for mange krumspring og forandringer uden at spørge kommunen først.

Derfor er det mest almindeligt, at der anlægges kunstige damme søer og vandløb. Der kan man ty til forskellige kunstgreb. En god måde er gammel kendt og det er at dammen tætnes med ler teglværksler. Man skal være meget omhyggelig, der skal være mindst 20-30 cm ler som fast komprimeres og æltes sammen. Det er vigtigt at leret ikke udsættes for tørke eller frost det må gerne fryse hvis det er under vand men det må ikke lufttøres. For ikke at leret skal blive ved med at slemme op og gøre vandet uklart skal det dækkes af med grus, sten eller jord.

Støbte bassiner er også gode men skal jernarmeres og støbes med fiberbeton da de ellers knækker i frost, man kan dog for mindre bassiners vedkommende bruge glasfiber oven på betonen. Der er også andre ting på markedet som støbte bassiner kan smøres med. Betonen kan mens den er ny afgive forskellige stoffer til vandet som ikke er godt for fisk. Bassiner og vandløb af plastfolie er nok det som er mest populært.

Der laves mange smukke bassiner og damme af dette materiale men der ses også nogle som ikke er så gode mest fordi det er svært at få facon og kanter til at se naturlige ud. Alt for mange små damme i haverne er helt uinspireret af det som er så vigtigt, naturen. Det kan være utrolig svært at få sit havebassin til at se naturlig ud. Selvfølgelig ved vi alle at bassinet er anlagt men hvis det kan anlægges sådan at det er en naturlig del af haven.

Sandhaven

Haven består af et sandhav, der kan være revet i mønstre som bølger på et hav, og med øer af sten mos og planter. Et sandhav i den enkle form bør være isoleret enten i en gård eller afgrænset med hegn eller hæk.

Et sted i haven placeres en terrasse hvorfra haven kan beskues. Øerne bør variere i højde, sten og planter placeres i en bund af mos, mosen er meget følsom over for tørke så alternativet ville være planter som Sacifraga Kingi, Cotula eller Acoella.Hav blot for øje at mos er det oprindelige.

Sandhaven er nok den havetype der virker mest fremmedartet på os med vesterlandsk kultur, alligevel kan denne haveform bruges her, fordi den er så dekorativ og enkel. Med følsomhed kan den godt tillempes vores behov og vor kultur. Lav bare en sandhave, måske bliver den ikke fuldstændig efter bogen. Jeg tror heller ikke at alle nutidige japanske haver er det.

Vi skal ikke betragte japansk have som noget helligt. Jeg tror ikke japanerne fornærmes over, at vi bruger deres havekultur til inspiration og hvis, der kan komme noget smukt ud af det, så lad dem der har for megen te i sig blive fornærmet.

Det at placere og sætte stenene er det vanskeligste ved anlægningen af en sandhave, man skal have øje for hvilke muligheder der er i en sten. Frem for alt er det vigtigt at sætte stenene så den syner af dramatik, eller indgyder ro, det skal se ud som om den har ligget der altid. Det er vigtigt at den ikke ligger oven på jorden, den skal stikke op af jorden, som et isbjerg op af havet. Indgår der planter i anlægget, skal der være ligevægt, ikke for mange sten og ikke for mange planter.

Med hensyn til antallet af øer og til antallet af sten i de enkelte øer, gælder nogle nøgletal: Antallet skal altid være ulige og sammenlagt kunne give femten, det vil sige 3-5-7. Dog har jeg med godt resultat, flere gange veget fra denne regel og kun brugt en enkelt sten. Det vigtigste er at man forstår, at placere stenene. De skal stå i forskellige højder og der skal være ligevægt og ro.

Man kan også plante lidt højere planter på øerne. Velegnet til dette formål kan anbefales Diamant Azalea og klippede Bux Bom, sammen med disse kan også sættes klippede fyr og Inkiantus Campanulathaog andre, husk blot at bevare "roen" i have billedet.

Tehaven

Teen har haft stor betydning for den japanske kultur. Te var også i Japan først og fremmest noget man drak, hvis man var syg, men efterhånden blev den mere og mere populær. I 1400 tallet blev det en hel religion med æstetiske principper, Teismen.

"Thefilosofien er ikke blot æstetik i almindelig forstand, for i forening med etik og religion er den udtryk for hele vor opfattelse af mennesket og naturen. Vore hjem, sædvaner, klædedragt, kogekunst, porcelæn, lakarbejder, og malerkunst ja selv litteraturen bærer præg af den. Til daglig siger vi japanere om en mand, at han er uden te når han er upåvirket af menneskelivets tragikomik. Samtidig stempler vi den umådeholdne æstet, der på trods af livets genvordigheder løber grassat, som en der har fået for meget te i sig."

Tehuset giver sig ikke ud for at være noget særligt. Japanerne kalder den en stråhytte. For at besøge Tehuset som ligger i en speciel tilpasset have, må man bevæge sig gennem den ydre have og af en streng og formel sti, som ender ved indgangen til den indre tehave. Måske ligger der en sten ca 10 - 12 cm i diameter ved stiens afslutning lige før porten ind til Tehaven. Stenen er ombunden med reb, som om den var til at hænge op. Den hedder på japansk Sekimori - Ishi. Stenen er et stopsignal - stop op og vær klar over, at nu bevæger du dig ind i en anden verden væk fra hverdagens stress og jag.

Efter at have passeret stenen og gået gennem " porten", den overdækkede havelåge, så er man i den indre Tehave. Der må du vandre videre på en simpel sti eller, på knudrede trædesten, måske en stenlanterne viser vej hen til et lille vandbassin, bestående af en sten med et skålformet hul i, hvor der løber frisk vand fra en bambus tud.

Her stopper man og skyller mund og fingre. Stien man gik af hedder ROYI det betyder sti med dug. Den har det formål at man gradvis forbereder sig til teceremonien.

Måske er der en lille pavillon før Tehuset, et simpelt lille halvtag med en bænk, her sidder man så og venter til værten er færdig til at tage i mod sine gæster. Denne venten er også med til at forberede sindet til den æstetiske oplevelse teceremonien er.

Når tidspunktet er inde og værten giver tegn, går man videre af stien til indgangen til tehuset, som er en lille lav åbning Nijini - guchi, den er så lav så man må krybe ind; det er for at alle skal være lige - alle skal bøje sig - og værten går sidst ind.

"Hos os blev teen mere en idealisering af en drikkemåde det er en livskunstens religion, te rummet er en oase i tilværelsens triste sløseri."