Haven netop nu - i September

Nu er det plantetid !

Barrodsplanter, som hækplanter, træer og roser, er det for tidligt til, de kommer først når bladene er faldet af i løbet af Oktober.

Men nu kan man plante stauder, stedsegrønne planter og alskens potteplanter. Der er endnu god varme i jorden samtidig med at der som regel også kommer rigeligt med regn. Derfor får alt hvad der plantes nu, en flyvende start. Det betyder at planten allerede når at etablere rodnet inden vinteren sætter ind og derved klarer de sig godt det efterfølgende år, når det om sommeren måske sætter ind med tørke.

Græsplænen !

Nu er det tid til at lave en ny græsplæne, eller til at efterså den gamle. Igen så betyder varmen i jorden, sammen med regnen, at græsset kommer hurtigt op. Der er næppe nogen tid på året hvor græsset vokser hurtigere end i begyndelsen af September. Klip hver uge så behøver du ikke fjerne afklippet hvilket ellers udpiner jorden.

Den mest anvendte klippemetode er rotorklipper. Har du lagt mærke til at græsset ser brunt ud i spidserne de første par dage efter klipning med rotor. Dette skyldes at de roterende knive ikke klipper men snarere river græsset over. Det er det der giver de visne spidser. Men rotorklipning er jo den hurtigste og billigste klippemetode, samtidig med at du har lettere ved at klippe under buske og om træer.

Septemberbuketten !

Netop nu er der et væld af skønne blomster i haverne, Når nu du ikke kan nyde dem i haven, fordi det regner eller er koldt, hvorfor så ikke plukke lystigt og lave farverige buketter til stuen og køkkenet?

Stauderne !

Man kan godt omplante stauder nu, men med de høje toppe er det måske lidt besværligt. Hvis du i stedet noterer højde og farver og mærker planterne, kan du med fordel vente med omplantningen til foråret. Hvor du selvfølgelig sætter de højeste stauder bag i bedet. Har du husket at binde de højeste stauder op så de ikke vælter?

Frugterne !

Der kan plukkes blommer, men først når de er helt modnede på træerne, pas på hvepsene! De tidlige pærer og æbler kan man begynde at plukke nu, men så sent som muligt. Det er jo haveejerens privilegium, at vi ikke behøver at købe halvmodnene frugter i butikken, nej vi har dem solmodnene frisk fra træet.

Hvepse !

Apropos hvepse, så er det nu de bliver nærgående, især hvis der er noget sødt i nærheden. Spar dine børn og dig selv for smertefulde oplevelser ved at undgå at der spises og drikkes noget sødt udenfor. Slut med kager, saftevand, øl og sodavand udenfor.

Jeg gyser når jeg ser børn slæbe rundt i haven med en sodavand i haven, altså her i September.

Blomsterløg og knolde!

Fra midten af september og oktober måned ud, er det tid at sætte sine blomsterløg. Men i princippet kan man fortsætte til frosten gør jorden hård.

3 måneders fryd !

Med en forholdsvis lille indsat nu, får du allerede fra Februar, et væld af smukke blomster der, mere end nogen vejrudsigt, lover os at vinterens magt snart er brudt og foråret nok skal komme blot vi holder ud.

Blomsterløgene er jo vores forårsbebudere. Allerede i februar måned kikker Vintergækkerne frem. De lader sig ikke stoppe af sneen og de er heller ikke bange for lidt frost. Så kommer de gule Eranthis i blomstring og så de blå og gule Krokus. I slutningen af marts kommer så de tidlige Påskeliljer og så de første tulipaner sammen med pinseliljerne. Helt til pinse er der tulipaner der blomstrer. Men da er der allerede en lang række af andre blomster der glæder os sammen med solen og varmen. Så læs på poserne om blomstringstiden og husk så at de tidligste løg sættes hvor man kan se dem indenfra eller ved indgangspartiet til huset. I Februar og Marts måned bevæger man sig jo ikke så meget i havens fjernere regioner.

Beskæring !

Ahorn, Birk, Løn, Valnød og Morbær kan bedst beskæres nu, senere når de har tabt bladene bliver de saftspændte og bløder mere.

Man beskærer oftest for at træer ikke får en dominerende rolle i haven, bruge øjnene og se hvilke grene der kan fjernes uden at træet mister sit pæne udseende. Tænk på form og størrelse. Er træet blevet for stort til at det kan beskæres pænt, så kan man nogle gange bevare det i haven ved at "løfte det", det vil sige at man skærer alle de nederste grene af til stammen, hvilket giver et højt træ med en krone så højt oppe at der gives plads for noget nyt nedenunder. Sav ikke for tæt på stammen, et snit "lige" med stammen er for tæt, ofte kan man se en krave om grenen, den angiver hvad der er gren og hvad der er stamme. Tænk dog også på din nabo. Dit store dejlige træ der slet ikke skygger i din have fordi det står i den nordlige side, giver måske fuld skygge hos din nabo.

To top