Haven netop nu - i August

Sikken det blomstrer!

Haven netop nu i August. Nu gik man og savnede den overvældende blomstring fra forårets overdådige blomsterpragt. Men nu er den her igen. Nu er det stauderne, sommerblomsterne og rosernes tur. Sammen med den ofte rigelige morgendug, giver det en anden fornemmelse end om foråret. Det er varmere og duften fra blomster og krydderurter er mere fortættet.

Stauderne kan omplantes!

Farverne gult blåt og hvidt er de dominerende og det er nu man kan planlægge sit staudebed og plante det om. Det kan være højderne der ikke passer sammen eller det kan være farverne eller tidspunktet for blomstringen.

Det er bedst at plante om lige efter det har regnet og når det stadig er overskyet. Grav stauden op, med en spade, i gode store klumper. Plant dem med det samme på det nye sted. Klip toppen af i 10-20 cm. højde og vand så godt.

Nu vil rødderne etablere sig i den nye jord og når stauden kommer med nye skud så véd du at omplantningen er lykkedes.

Pasning af stauder og krukker:

De visne blomster klippes af med jævne mellemrum, de pynter nemlig ikke. Især i krukker er denne pleje særligt vigtigt.

Hækklipning!

Jamen jeg har allerede klippet mine hække til skt. Hans! Ja men hvis du giver dig tid til at klippe omhyggeligt nu vil du opnå nogle skarpe former på det du klipper, som vil holde helt frem til Maj måned næste år. Det skyldes at det er begrænset hvor megen ny tilvækst der kommer resten af året.

Brug en snor i toppen af hækken, det giver langt det bedste resultat. Husk at klippe helt tilbage til der hvor du klippede før, ellers bliver din hæk tykkere og bredere for hvert år. En hæk behøver ikke at være mere end 30 - 50 cm. bred i bunden og 20 - 30 cm. i toppen.

Græsplænen:

Det er nu tiden til at efterså eller etablere ny græsplæne. Jorden er varm, der falder dug, det regnfulde efterår nærmer sig og er græsplænen etableret i August/September vil der allerede i Oktober være et tæt og frodigt græstæppe.

Blomsterbuketter:

Der et væld af blomster i haven, skær rigeligt og sæt i vaser rundt om i huset. Det lyser op, dufter og skaber en god stemning i huset.

Frø!

Der kan høstes en mængde frø nu fra de mange blomstrende stauder.

Tørring!

Blomster der egner sig til tørring kan høstes nu, bindes i bundter og hænges op tørt og luftigt, med blomsterstanden nedad.

Inspiration!

Det er nu du skal hente inspirationen til det du vil plante i efteråret og det kommende forår. Gå i parker med rosen -og staudehaver og se hvordan de enkelte roser eller stauder vokser og ser ud, deres duft og sundhed. Så træffer du de rigtige valg.

Plantning:

Nu er det også tid til at plante stedsegrønne. Skal det være noget der vokser hurtigt op og dækker kan man vælge Skovfyr, eller hurtigvoksende graner som Rødgran, Hvidgran eller Omoricagran. Lidt langsommere vokser Ædelcypresser, Tuja, rigtigt langsomvoksende er f.eks. Taks, Buksbom, Penselfyr, og Enebær.

Vanding!

Hvis det både er varmt og tørt som det så ofte er i August, så er det livsvigtigt for planterne at de vandes. Nyplantninger fra foråret som har klaret det fint til nu, bliver pludseligt gule og tørre og så er det for sent at vande, skaden er sket og planten vil oftest være så skadet at den blot kan kasseres.

Hvepse!

Hvepsene kan godt blive en plage nu. De elsker noget der dufter sødt, så pas på når du drikker eller spiser udenfor nu.

Jeg læste for nyligt om en metode til at finde frem til hvepseboet på. Man fanger hvepsen i et glas, lægger et blad fra Laurbærkirsebær i glasset, det lammer hvepsen længe nok til at man kan binde en sytråd, hvor man i forvejen har bundet et lille dun i den anden ende, om hvepsens hals. Nu kan man let følge hvepsen når den flyver tilbage til boet. Jeg har aldrig prøvet det men det gør jeg nok snart. Der er professionelle firmaer der for en rimelig betaling fjerner boet og andre boer ved samme lejlighed.