Haven netop nu - i April

Nu er det forår.

De fleste har nu mærket solens magt. I en stille krog i haven kan man nu ofte sidde og varme sig i solen. Nyde en kop kaffe og mærke hvordan solens stråler oplader din krop med ny energi og vitaminer. Man mærker hvordan energien strømmer i kroppen og der melder sig en voldsom lyst til at komme i gang med noget i haven.

Og det er jo dejligt at energien vender tilbage nu, for der er rigeligt brug for den. Der er mange ting man kan komme i gang med nu. Men husk at det skal være en fornøjelse at gå i sin have. Sæt ikke flere projekter i gang end du kan magte uden at blive stresset.

  • Skal du have køkkenhave i år? Husk nu på hvordan det gik sidste år, havde du anlagt en enorm køkkenhave, som voksede til med ukrudt da du tog på sommerferie?
  • Måtte du hele sommeren igennem se på et halvfærdigt anlægsprojekt, en terrasse en havemur eller andet som du satte i gang i april hvor du følte du havde energi til alt.

Din have er det sted hvor du stresser af og får nye kræfter sommeren igennem. Havearbejde er afstressende i passende mængder.

Pas på udtørring!

Hvis vi har haft sol i mange dage i Marts og der ikke er faldet nævneværdigt regn, så er det en god ide at vande især dine Rododendron.

Forårsbuketten i April!

Nu er der endnu flere grene der kan tages ind til drivning. Nu kan man tage: Bøg, Lærk og Lind ind til drivning. Men også Mirabel, Paradisæble, Rosenmandel, Japansk kirsebær og Æble kan stadig drives frem.

Klik her hvis du vil se mere om drivning af grene.

Gødning

Træer buske og stauder har som regel kun brug for gødning de første år, så har de udviklet et stærkt rodsystem og finder selv det de har brug for. Det gælder dog ikke hvis du har en meget næringsfattig jord som sandjord. Her må tilføres gødning, eventuelt i form af godt omsat kompost.

Hvis du mener der er behov for gødskning er almindeligt NPK gødning godt til både bede og græsplæne. Også rododendron sætter pris på NPK. Læs på posen hvor meget der skal spredes ud pr. m². Er du usikker på hvordan du får spredt den rigtige mængde ud, så mål et lille stykke have op et sted hvor du ikke kan gøre så meget skade.

Hvis der f.eks. skal spredes 2 kg NPK pr 100 m², så mærk et stykke op på 10 m² (2x5 m.). Vej 200 gram NPK op og spred så tyndt ud som du kan. Nu ser du hvor meget der er tilbage af de 200 gram og smider det ud også.

Gødningen spredes ud ved at føre armen rask fra den ene side til den anden, mens man lader en håndfuld gødning langsomt sive ud i en åbning mellem tommel og pegefinger.

Husk at uorganisk gødning som NPK svider blade og græs hvis der er fugtighed til stede på bladene. Derfor spredes det ud når der er tørt. Eller lige før et grundigt regnvejr som så skyller gødningen ned.

Uorganisk gødning virker forholdsvis kort tid, 2-3 måneder men virkninger er ret kraftig hvilket betyder hurtig vækst og grønne blade.

Organisk gødning som f.eks. Animix, virker langsomt men længe.

I køkkenhaven ser jeg ofte at den uorganiske gødning får grøntsagerne til at sætte fart på væksten i starten.

Men senere bliver grøntsagerne alligevel overhalet at de grøntsager der har fået organisk gødning. Den organiske gødning er dyrere men den indeholder en lang række micronæringsstoffer som ikke findes i den uorganiske.

Det er plantetid

Det er stadig plantetid. Alt kan plantes nu, både planter med bare rødder og potteplanter.

Sommerblomster

April måned ser man store mængder af sommerblomster i supermarkederne. De står linet op på stativer og frister i forårssolen. Men køb dem ikke!

At man udstiller og sælger sommerblomster i April er et udtryk for dårlig handelsmoral eller også er det dumhed.

Sommerblomster tåler ganske enkelt ikke nattefrost. Bare en enkelt frostgrad er nok til at ødelægge alle de smukke sommerblomster man har sat ud i april.

Sommerblomsterne kommer direkte fra varme drivhuse og nattekulden er et stort chok.

Er man så heldig at det lykkes at få dem til at overleve ved at dække med plastic eller andet, kan man være sikre på at naboen som først købte sine sommerblomster i midten af maj, i løbet af 14 dage har langt smukkere og sundere blomster end de forkølede man selv plantede en måned tidligere.

Det eneste der kan plantes ud nu er Stedmoderblomster. Men det skal være frilandsblomster. Stedmoderblomster der er drevet frem i drivhuse er ikke hærdede til at kunne klare nattefrost. Man kan som regel kende frilands stedmoderplanter på at der er gravet op med en lille klump og sat i en lille kasse uden potter.

Beskæring

Der er stadig masser af tid til beskæring.

Roser

Det er for tidligt at beskære roser nu. Vent til midten eller slutningen af april, og se lige langtidsvejrudsigten inden du går i gang. Er der udsigt til rigtig nattefrost, så vent lidt længere.

Anemoner

Tag ud i skoven og nyd de smukke anemoner inden bøgen springer ud.

Anemoner

Tag ud i skoven og nyd de smukke anemoner inden bøgen springer ud.

Planlægning

I april er det påske, og mange bruger påsken til at nå en masse i haven og der kan godt nås en masse.

Desværre bruger mange så en halv dag eller mere på at stå i kø i havecenteret for at få planter og andet til haven.

Og det er synd, for med lidt planlægning kunne planterne hentes i weekenden før eller endnu bedre, måske blive leveret lige til døren.

Skal du bruge en del planter så kan du sende en liste til villy@remove-this.udedanmark.dk, så giver vi dig et tilbud på friske og sunde planter leveret lige til døren.

Det kan dog kun betale sig hvis der er tale om lidt større mængder. (over 1000 kr.)

Til gengæld lover vi 10 - 30% rabat på normal planteskolepris og det er da også værd at tage med.  

Græsplænen

Det er også tid til at lave en ny græsplæne eller reparere den gamle.

Er der huller i græsplænen, løsner man jorden i de bare pletter med en kultivator eller rive. Vil man gøre særlig gavn, kan man blande 1/3 del sand eller grus i jorden.

Nu sår man græsfrøene og river jorden over én gang. Det er vigtigt at man kun trækker riven en enkelt gang gennem den løse jord. Derved nedfældes græsset jævnt. Lad blot fuglene spise de frø de kan se, der er alligevel rigeligt skjult i jorden til at give en tæt græsplæne.

To top